textilarkeolog.dk

textilarkeolog.dk

Vikingetid og middelalder

Textilarkeolog.dk er tænkt som en ressourceside for alle, der arbejder med tekstiler og dragter i vikingetid og middelalder. På siden kan du hente tips og råd samt artikler m.m. om tekstiler og dragter.

Uldstof

uldstofPosted by kathrine@textilarkeolog.dk Mon, August 12, 2013 18:46:13

Uldstof til vikinge- og middelalderdragter

I en række byer fra Nordeuropa er store fund af stofrester gravet frem de sidste 30 år. Studier af tekstilfund fra middelalderbyer som Lödöse i Sverige, Oslo i Norge, Turku i Finland og Lübeck i Tyskland samt vikingebyen Hedeby viser, at stof bl.a. blev fremstillet af uld fra et dobbelt-pelset får med kort, fin underuld og grovere, længere dækhår. Bindingen er oftest 2/1 kiper med flere og tyndere tråde i trenden, mens der er færre og tykkere tråde i islætten. Stofferne er ofte let valkede, hvor den uligesidede binding og forholdet mellem trend og islæt giver en blød og varm bagside, men en tæt og hårdere forside - perfekt til dragter.

Et nutidigt uldstof til historiske dragter bygger på en rekonstruktion af et middelalderligt stykke stof fra Lödöse, Sverige, men svarer til den største del af de hverdags dragttekstiler fra vikingetid til 1300-tallet, der er fundet i de arkæologiske fund.

Stoffet er:
- vævet på et moderne væveri
- af maskinspundet garn
- af spælsau-uld fra Norge
- bindingen er 2/1 kiper
- 12 tråde/cm i trend og 8 tråde/cm i islæt
- z-spundet trend og s-spundet islæt
- trendens løbelængde er 7000 m/kg, islættens er 4500 m/kg

Stoffet er hvidt og dermed velegnet til plantefarvning.
Stoffet er produceret som et samarbejde mellem Kjellerup Væveri og undertegnede.

Nedenstående billede er af en rekonstruktion lavet på baggrund af tekstiler fra Lödöse, Sverige. Rekonstruktionen er lavet som et eksamensarbejde på Väfskolan, Borås, Sverige. Det nye stof vil komme til at ligne rekonstruktionen.


Stoffet fra forside (øverst) og bagside (nederst)

(Litteratur: Hägg, Inga: Die Textilfunde aus dem Hafen von Haithabu Berichte über die Ausgrabungen in Haithabu 20 Neumünster 1985; Kirjavainen, Heini: The fleece types of late medieval textiles and raw wool finds from the Åbo Akademi site Rituals and relations. Studies on the society and material culture of the baltic finns 2005, 131-146; Kjellberg, Anne & Marta Hoffmann: Tekstiler De arkeologiske utgravninger i Gamlebyen, Oslo bd. 8, 1991; Tidow, Klaus: Die spätmittelalterlichen und frühneuzeitlichen Wollgewebe und andere Textilfunde aus Lübeck Lübecker Schriften zur Archäologie und Kulturgeschichte bd. 22, 1992, s. 237-271; Vestergård Pedersen, Kathrine: Hvad brune laser kan fortælle om middelalderens stofproduktion, Tenen 2005.)