textilarkeolog.dk

textilarkeolog.dk

Vikingetid og middelalder

Textilarkeolog.dk er tænkt som en ressourceside for alle, der arbejder med tekstiler og dragter i vikingetid og middelalder. På siden kan du hente tips og råd samt artikler m.m. om tekstiler og dragter.

Tekstiltur til Bergen

nyhederPosted by kathrine@textilarkeolog.dk Thu, December 05, 2013 20:35:46

18. marts 2007
Nylig hjemkommet fra en spændende tekstiltur til Norge. Først havde jeg 3 dage på Bryggens Museum i Bergen, hvor jeg havde fået lov til at "rode" skufferne med arkæologiske tekstiler igennem. Jeg nåde at gennemgå næsten hele samlingen og danne mig et overblik over potentialet og mulighederne i tekstilmaterialet. Samlingen består ikke kun at materialet fra udgravningen omkring Bryggen, der stod på fra 1955-1967, men der var også andre senere udgravninger dels i Bergen by, dels i omkringliggende kirker. Samlingen er helt utrolig flot. Foruden den store mængde tekstiler fra havnemiljøet på Bryggen var der også fine ting som brikvævede guldbrokadebånd, hørrester fra gravlægninger og en del store næsten hele dragtstykker. Her er der bestemt materiale at tage med i et kommende forskningsarbejde.



Billedet viser et af tekstilerne fra samlingen i Bergen. Dette er et såkaldt transporttekstil, der har været anvendt som særk eller emballage.
Den anden del af turen var et besøg i Oslo, hvor jeg overværede Marianne Vedelers forsvare sin ph.d. afhandling: Klær og formspråk i Norsk Middelalder. Både afhandlingen og selve forsvaret var meget spændende og Marianne har foruden at bidrage med en ny inddeling af snit og snitmønster i middelalderdragten også bidraget med bearbejdelse af nye fund. Således er dragter fra begravelser i Guddal og Uvdal kirker behandlet og publiceret nu.