textilarkeolog.dk

textilarkeolog.dk

Vikingetid og middelalder

Textilarkeolog.dk er tænkt som en ressourceside for alle, der arbejder med tekstiler og dragter i vikingetid og middelalder. På siden kan du hente tips og råd samt artikler m.m. om tekstiler og dragter.

Cand hvad?

om migPosted by kathrine@textilarkeolog.dk Thu, December 05, 2013 19:32:53

Siden 1998 har jeg arbejdet intensivt med vikingetidens og middelalderens dragter og tekstiler. Først var fokus på dragtstudier, men i forbindelse med opholdet ved Väfskolan i Borås er fokus flyttet til tekstilerne og stofferne. Väfskolan i Borås har gennem en lang årrække specialiseret sig i rekonstruktion af historiske og arkæologiske tekstiler. Her har jeg lært de basale principper for analyse og rekonstruktion og fået indsigt i håndværkskundskabens betydning for forståelse af fortidens tekstiler. Således har samarbejdet med håndvæver Lena Hammarlund ført til nye metoder indenfor tekstilforskningen. Erfaring med analyse og registrering af tekstiler har jeg opnået gennem en række forskellige projekter.

En vigtig del af uddannelsen har været kombinationen af teori og praksis. Jeg har derfor hele studietiden kombineret de teoretiske studier med praktisk udøvelse som garn- og stoffremstilling, dragtsyning og andre tekstile teknikker som nålebinding og brikvævning. Jeg har siden 1994 indgået i forskellige sammenhænge som museumsformidler. Først har det været som frivillig på Hjerl Hede og Middelaldercentret Nykøbing F. og i de senere år har jeg været ansat på forskellige historiske centre og museer, bl.a. Vikingeborgen Trelleborg, Hjemsted Oldtidspark og Moesgård Museum i forbindelse særudstilling om Vikingernes Aros, hvor jeg i udstillingen formidlede vikingetidens tekstilhåndværk og især sejlproduktion. Fra 2007 har jeg flyttet rødderne til Sjælland. Først i form af en ansættelse på Vikingeborgen Trelleborg og siden 2011 som formidler på Kalundborg Museum. Derudover har jeg i flere omgange afholdt workshops og foredrag om vikingetidens og middelalderens tekstiler og dragter.

I 2004 var jeg medarrangør af en tværfaglig temadag om tekstilarkæologi under Institut for Antropologi, Arkæologi og Lingvistik, Aarhus Universtiet. I efteråret 2004 deltog jeg i European Association of Archaeologists X. Annual meeting i Lyon i Frankrig med foredraget: Nålebinding in Scandinavia og seneste har jeg deltaget i IX. North European Symposium for Archaeological Textiles i Schweiz med foredraget: Textiles from Lödöse, Sweden - Textiles appearance and visual expression. Desuden har jeg været initiativtager til et Nordisk Netværksprojekt med tekstilforskere fra Sverige, Norge og Finland støttet af Nordisk Kulturfond og Lödöse Museum, hvor tekstiler fra Lödöse, Oslo og Turku har indgået. Dette netværk er blevet udviddet til et Nordeuropæisk netværk i forbindelse med konferencen Medieval broadcloth som blev afholdt på Center for Tekstilforskning i august måned 2006. Foruden at organisere konferencen holdt jeg også et foredrag om stribet og mønstret stof sammen med dragthistoriker Camilla Luise Dahl. Foredragene er nu publiceret.

Jeg har i løbet af min studietid oparbejdet den fornødne kompetence til at arbejde med tekstiler på et professionelt niveau ikke blot i forhold til analyse og forskning, men også i forhold til formidling og publicering af forskningsresultater rettet mod såvel faglige som mere populære kredse.